1 uge før

 

For omkring et år siden, får jeg denne skøre idé.

Jeg vil gå Bornholm rundt, med fuld oppakning.

For en med psoriasis gigt og fibromyalgi ligger det ikke lige til højre benet at vandre med rygsæk. Men jeg har erfaret, at igennem mentalt træning, kost og fornuftig fysisk træning, kan jeg rykke mine grænser. Ganske vist meget langsomt, men med en mærkbar fremgang.

Jeg har igennem mange år ændret mit liv. Startede med et kursus i personlig udvikling for 15 år siden. Siden et coach forløb og en konstant nysgerrighed på, hvordan jeg kunne forandre/forbedre mit liv. Hvordan kunne jeg ændre mit liv, ved at ændre mine tanke, mine handlinger og mine ord. Hvordan kunne jeg ændre mit mindset, til at tænke tanker som gavner mig, i stedet for at nedbryde mig.
Det har været en lang, men fantastisk rejse, og har ført mig til her hvor jeg sidder i dag, klar til at åbne op for et helt nyt kapitel i mit liv.

Da jeg får et år siden, får en tanke… som jo til at starte med bare er en flyvsk drøm. Men som jeg alligevel begynder at få sat mere og mere ord på. Drømmen tager stille og rolig form. Jeg ville gerne vandre

”Hvad er det egentlig jeg ønske med sådan tur?”

Jeg ønskede at føle friheden. Friheden ved bare at gå. Uden tidsplaner. Uden et mål om at nå fra A til B. Bare være i nuet. Være i naturen. Bare mærke mig selv.

”Okay, hvordan ville sådan en tur se ud?”

Bornholm. Jeg elsker Bornholm. Naturen er fantastisk. Det er et trygt sted for en første gangs vandrer. (Der er ikke langt til noget) Jeg vil have telt med, så jeg kan slå lejre når jeg vil (Sådan næsten da, vi har ikke allemandsret i Danmark) Ellers ville jeg skulle booke fx vandrehjem eller Bed and Breakfast, og så vil jeg være afhængig af at skulle nå fra A til B, hvilket ikke er smart, hvis jeg ”dør” på vejen. Så for ikke at skulle presse mig selv, til mere end jeg kan den dag, så var telt løsningen. For nogle dage, kan jeg mere end andre og jeg ved aldrig hvordan dagen ser ud. Men jeg ved, at hvis jeg presser mig selv, så kan jeg være helt sikker på at næste dag, kan jeg endnu mindre.

Jeg besluttede at målet, vil være at gå ca.10 km om dagen, med ca. 12-14 kg på ryggen. Da jeg begyndte at nævne det, for folk som kender mig, rystede de på hovedet. ”Jamen, det KAN du jo ikke” og nej, det kunne jeg ikke.

”Men måske, kan jeg om et år, hvis jeg begynder at træne nu”

Og det gjorde jeg så. Købte vandrestøvler og rygsæk. Jeg anede intet om at vandre, men besluttede mig for at hvad jeg ikke vidste, måtte jeg jo finde ud af. For vandre, det ville jeg.

På det tidspunkt, kunne jeg gå rimelig langt, ca. 5 km. Så på med støvlerne og derudaf. Hvilket resulterede i, at jeg ikke kunne gå i 14 dage. Sådan nogle støvler er væsentlig tungere end normale sko. Så helt forfra. Jeg startede med 500 m. og ugen efter tog jeg en næsten tom rygsæk på. Den vejede under 5 kg. Jeg har øget med ca. 500 meter og 500 gram om ugen, nogle gange lidt mere, andre gange lidt mindre og trænet ca. 3 gange om ugen.

Jeg træner hos en fysioterapeut. Delvis holdtræning og individuel træning. Det har jeg gjort de sidste 14 år. (Læs mere om min træning her) Min træning, blev mere fokuseret på at styrke min stabilitet. Så gode øvelser med elastik. Øvelser på stepbræt, op og ned stigninger. Mobilisering af ryggrad og selvfølgelig styrke.

Jeg træner aldrig, så jeg er trænings øm bagefter.

”Det skal gøre ondt, før det gør godt” er ikke et motto for os med fibromyalgi.

Det lyder derimod

”Lidt, men godt og vedholdenhed”

Det er et sejtræk, men når du lytter, mærker og respektere på din krop, så vil du mærke en fremgang.

I oktober ’17 er jeg oppe på at kunne gå 8 km, med 8 kg på ryggen. Jeg er i bedre form, end nogensinde. Jeg kan dufte havet og de røgede sild. Og så falder jeg baglæns ned af trappen. BOOM. Så lå jeg der, med hjernerystelse og en fuldstændig smadret krop. Jeg kunne hverken gå, stå eller lade være. Der døde jeg lidt af selvynk, det indrømmer jeg gerne. Det var sg ik fedt. Jeg lå i et fuldstændig mørklagt lokale, og orkede ingenting. Heldigvis, har jeg nogle skønne støttende mennesker omkring mig, og jeg genfandt håbet om at vandre på Bornholm. Selvom, al træning var sat standby. Jeg vidste at jo mere ro, jeg gav mig selv, jo hurtigere ville jeg få det bedre. Så jeg lå bare der og lå. Jeg sov selvfølgelig meget, og ellers mediterede jeg. Gav min hjerne fred, og tog forskellige kosttilskud, som jeg havde tillid til ville hjælpe mig.

Jeg begynder stille og roligt at gå små ture igen, men kan slet ikke træne uden at få hovedpine. Det er faktisk først i januar, jeg begynder at træne igen, og i slutningen af februar begynder jeg at gå med rygsæk, på løbebåndet. Helt tilbage til start. Næsten ingen vægt, lavt tempo og meget korte intervaller. Men øger gradvis hver uge. Med god støtte fra hele fysioterapeut teamet og dem jeg træner sammen med.

God støtte er uundværlig, uanset hvad dit mål er. Om det er vægttab. Et maraton eller bare at være den bedste udgave af dig. Find frem til de mennesker, der støtter dig og fokusere på dem. Der står mange og siger ”Det kan du ikke”, spild ikke din tid, med at lytte til dem. De snakker oftest om dem selv. 

Lyt til dem som siger ”DU KAN GODT”

Og sig gode ting til dig selv. Jeg har siden februar, hver gang jeg trænede på romaskinen sagt ”Jeg er stærkere end nogensinde” når jeg træk tilbage.

Når jeg har tænkt…”Jeg kan ikke, jeg orker ikke, jeg giver op” har jeg stoppet mig selv, og kørt mit ”mantra”

Jeg er stærkere end nogensinde””

Og ja, her en uge før vi skal af sted, er jeg stærkere end nogensinde.
Rygsækken vejer omkring 13-14 kg, jeg kan gå 5-7 km.

I’m ready for takeoff !!

Selvfølgelig er der mange faktorer, jeg ikke har kunne træne op til og som jeg ikke kan forudse. Fx, hvordan det bliver at sove i telt, evt. manglende nattesøvn. Selvom jeg har et godt liggeunderlag, så bliver det ikke det samme som en god seng. Derfor står muligheden også åben, at vi tager en overnatning på fx vandrehjem, hvis det er det som skal til.
Ellers ser min ” restituering” plan sådan ud:

At vi holder pause, ca. hver halve time, om det så bare lige er at stoppe op og stå et par minutter, og selvfølgelig længere spise/snack pauser.
At vi stopper med at vandre, sidst på eftermiddagen, seneste ved 16-tiden. Så min krop kan få ro.
Jeg har Traumeel med, både i salve og tablet form. Traumeel er fantastisk til led og muskelsmerter. Jeg oplever en stor lindring.
Jeg har en massagebold med, til at massere ryggen og lænden om aften, ved at ligge ovenpå den og trille frem/tilbage. Kan også bruges til fødderne, så de bliver masseret godt igennem.
Udstrækning flere gange dagligt, og vigtigst af alt:
Træk vejret dybt, og nyd naturen. Træk den helt ned i bunden af mine lunger, helt ind i min sjæl.

Jeg kan på det varmeste anbefale, uanset hvordan din fysiske form ser ud, sæt dig et mål.

Drøm gerne stort og sæt handling på.

Spørg dig selv hver dag: ”Hvad kan jeg gøre i dag, for at komme et lille skridt tættere på mit mål??”

Du kan kun blive gladere af det. Dit liv kan kun blive rigere. Du har intet at miste, men alt at vinde. Hvor der er vilje er der vej, for nogle af os er der bare rigtig lang vej.

Måske lykkes det ikke at gå hele Bornholm rundt ikke i første hug, det ved jeg om ca. 3 uger.
Men jeg ved, at allerede nu jeg har vundet.

Jeg fik en tanke, lavede den til en drøm og gjorde den til et mål.

Dette er kun begyndelsen.

Sæt handling på dine drømme, og gør dem til et mål.

Du kan godt!!!

Du er velkommen til at følge vores tur her, vi vil elske at have dig med.

Jeg glæder mig vildt meget til at skrive “Bornholm part 2. 1 uge efter“

Læs også gerne mit blogindlæg om “Mig og min krop“