Bornholm Part 2

1 uge efter

 

Jeg gjorde det. Vi gjorde det. Vi gik hele Bornholm rundt.

Nu sidder jeg så her en uge senere, og prøver at sætte lidt ord på. Det er slet ikke så nemt, for der sker så mange ting inden i mig på en gang. Selvfølgelig er jeg hamrende stolt over at vi gennemførte, og så igen.. Det er måske ikke selve det at vi gennemførte, som gør mig stolt. Jeg er mere stolt over at jeg gjorde min drøm til virkelighed, et skridt ad gangen. Jeg er stolt over, jeg ikke gav op da jeg var lagt ned, men at jeg rejste mig op igen og forsatte. Stolt over min vedholdenhed og sidst men ikke mindst… Stolt over min søn. Han var en fantastisk støtte hele vejen. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre rejsekammerat.

Der er også kommet den her tomhed, som jeg jo godt vidste ville komme fordi det har fyldt virkelig meget, og nu er det allerede overstået. Jeg havde en træng til at fjerne denne tomhed så hurtig som muligt, men var simpelthen for træt, til at vide hvad jeg skulle gøre. Så måtte give slip, give den plads og så slap den… Tadaaa. Det er jo slet ikke nemt, når det er så enkelt. Men ja, modstand avler modstand.

På vores facebook side Walkabout Bornholm Rundt 2018, delte vi billeder og videoer under selve turen, så dette blogindlæg vil blive mere om mine tanker og erfaringer fra turen. Hvis du vil se detaljer om turen, så er du velkommen at kigge ind på vores side. Vil du gerne læse lidt om tankerne bag turen her Bornholm Part 1 her.

Vi havde en fantastisk tur. Vejret var perfekt og humøret var i top. Vi overvejede på intet tidspunkt at give op. Det var på ingen måde smertefrit, hvilket jeg heller ikke havde forventet. Selvom jeg havde trænet temmelig meget, også op og ned stigninger så er det bare noget helt andet at komme over og gå på klipper. Min lægmuskler var slet ikke med på legen. Så hver gang jeg havde siddet stille og skulle i gang, lignede jeg en som havde skidt i bukserne. Det så virkelig komisk ud, og det startede allerede i starten af turen, da vi gik med uret rundt og derved tog klipperne først. Om sandstranden, som man møder først hvis man går mod uret, havde gjort det samme, kan jeg selvsagt ikke vide. Men jeg smurte dem 3 gange om dagen med Traumeel, og så tog vi det bare stille og roligt. Da musklerne så havde vænnet sig til at vandre, fik jeg vabler. Jeg havde googlet forebyggelse og behandling af vabler, så mine fødder var godt tapet ind. Men det var uundgåeligt. Sjovt nok med vabler, de er også værst lige når man sætter i gang. Enten gik smerten lidt over, ellers vænnede jeg mig bare til den, det skal jeg ikke kunne sige, men når først vi havde gået lidt, gik det nu meget godt. Jeg måtte dog sidst på turen skifte mine vandrestøvler ud med mine ”aftensko”. Nogle kondisko jeg havde taget med til at bruge om aften. Da vandrestøvlerne glemte for hårdt på vablerne. Jeg skal ikke kunne sige, om det havde været anderledes med et par andre vandrestøvler,-sko… Jeg havde gået dem rigtig godt til, men igen… Jeg kunne ikke forudse hvordan det ville være at gå så meget op og ned på klipper. Næste gang tror jeg, at jeg vil prøve med et par rigtig gode kondisko. Men så bliver udfordringen, støtte op om anklen… Det må komme an på en prøve… for jep.. Jeg skal vandre på Bornholm igen.. Uden tvivl.

Det med at sove i telt, gik over alt forventning. Det var et lille 2 personers telt, og jeg lærte ret hurtigt, hvordan jeg skulle komme ind og ud, uden at belaste mine knæ. Jeg sov fortrinligt om natten. Normalt herhjemme sover jeg også fantastisk, hvilket jo er en gave, men hvordan det ville gå i telt, vidste jeg ikke. Som hovedpude, brugte vi vores tøj pose hvor vi havde pustet en lille smule luft i. Posen var vandtæt, så derfor holdte den på luften. Det virkede perfekt. Jeg vågende ret tidligt hver morgen, ved 6. tiden. Der havde jeg så ikke lyst til at blive liggende længere. Der var kroppen ret stiv og madrassen forekom meget hård. Så jeg lod knægten sove videre, stod op og lavede min morgen yoga. Lod kroppen vågne stille og roligt. Sad bare i stilheden og nød at se dagen begynde. Ingen stress. Vi fik morgenmad og pakkede stille og roligt teltet ned. Ved 9-9:30 tiden var vi klar til at gå.

Vi gjorde helt naturligt mange holdt, da udsigten virkelig er ”breathtakning”. Vi sad mange gange bare og nød naturen. Lod os opsluge. Indfange. Lige som drømmen og tankerne var inden turen. Bare ren tilstedeværelse. Det var helt klart en vigtig del, af min ”plan” for at kunne klare denne tur. At vi gav os tiden, til at mærke og lytte.

Dag 5, besluttede vi os for en ”hvile” dag, men vi havde ikke lyst til at ”spilde” en dag, ved bare at ligge i teltet. Det var også blevet ulideligt varmt. Så vi valgte at lade teltet og taskerne blive, og gå en dag uden taske. Det var virkelig opløftende og præcis hvad vi havde brug for. Turen gik til Helligdomsklipperne og det var perfekt timet at lige den rute var uden tasker, især når mine lægmuskler stadig hang lidt i bremsen. Det var en fantastisk flot tur og vi nød vores ”hvile” dag. Da vi gerne ville hjemad, gik vi op til vejen og tog bussen tilbage. Næste morgen, tog vi bussen igen, hen til hvor vi slap. Helt perfekt.

Faktisk kan den måde at vandre på Bornholm var en super god mulighed, og en løsning jeg overvejer at bruge næste gang, hvor min mor gerne vil med. Bo det samme sted hele ugen, tage bussen frem og tilbage.

Det at gå med en tung taske, havde jeg trænet virkelig meget, over virkelig lang tid. Det viste sig også at gå ganske fint. Selvfølgelig hang mine smerter i læg og fødder helt sikkert sammen med vægten, ligeså vel som i de perioder hvor jeg har vejet lidt for meget, fx ved graviditeter, der havde jeg også øget smerter. Det hænger jo sammen.

Denne gang havde jeg den fordel at især mine knæ var trænet rigtig godt op. De klarede det SÅ fint. Nogle få gange smurte jeg dem med Traumeel (Nej, jeg er ikke sponsoreret, er bare meget glad for produktet) Mine lænd og hofter som jeg ellers døjer en del med, klarede det også virkelig godt. Jeg sørgede for at holde pause og lave de øvelser som der var brug for. Selve det at få tasken op på ryggen, som kan give anledningen til en del vrid i ryggen, fandt vi sammen en teknik, hvor jeg løftede den op og Mathias hjalp den helt på plads. Det virkede super godt. Vi var godt team. Det var virkelig et godt samarbejde, vi havde igennem hele turen. På trods af hans unge alder, så viste han enormt stort initiativ og ansvar. Vi gav plads og støttede hinanden. Som mor, har det virkelig været en gave at opleve. Tror alle teenager forældre kender til tanken ”Hvad skal der dog blive af dem??” Når de sover til kl. 12, spiller PlayStation og kunne leve af kop nudler. Men efter denne tur, er jeg fuld af fortrøstning.

Havde han været en sur og tvær teenager, så havde vi nok ikke nået særligt langt. Men helt naturligt, heppede og opmuntrede han mig, med små ”Godt gået, mor” ”Du har styr på det” ”Sådan!”

Hele den følelse af, at være støttet var altafgørende. Både fra Mathias men vi oplevede også en kæmpe opbakning. Vi holdte løbende vores facebook side opdateret og støtten derigennem var fantastisk. Dagligt skrev vores følgere opmuntrende hilsner. Vi blev tilbudt en baghave at sove i. En af vores følgere kom helt uventet forbi for at hilse på og gav et kram. Vi blev kontaktet af en journalist og kom i avisen. Vi blev inviteret i sommerhus, med mad, bad og rigtige senge. Vi fik gratis lune fiskefrikadeller på et røgeri, ”til gåturen”. En kvinde som har besteget Mount Everest, sendte peptalk videoer til os. Jamen jeg kunne blive ved. Støtten har været fantastisk. Det kan slet ikke beskrives med ord. Jeg er så rørt. Vi har mødte så mange skønne mennesker, der har alle har sat deres aftryk på vores rejse og hjerter.

Det er så vigtigt at vi støtter hinanden, i vores drømme. Måske kan vi ikke altid forstå hinandens drømme, og det skal vi heller ikke. Vi behøver ikke have de samme drømme, for at kunne støtte og fejre hinanden. Slet ikke. Vi skal hver især have vores egne unikke drømme og vi skal støtte, opmuntre og heppe på hinanden.

Måske er det i virkeligheden noget af det vigtigste jeg tager med mig fra denne rejse.

Vigtigheden af at støtte hinanden.

Vigtigheden ved at aktiv værdsætte hinanden.

Sige det, vise det. Så det kan mærkes helt ind til det inderste. Ikke kun tænke det, men rent faktisk sige det til hinanden

”Hvor er det godt gået. Hvor du sej. Sådan!!”

Flyv højere end vingerne bærer, og bliv båret af alle dem som støtter dig…. Skulle du styrte ned, står de selv samme mennesker klar til at gribe dig

Følg dine drømme. Uanset om andre forstå den eller ej.

Støt andre i deres drømme. Uanset om du forstår dem eller ej.


Tusind tak til alle jer som har støttet mig hele vejen hertil.
Tusind tak til alle jer som har støttet os, på vores rejse.
Tusind tak til alle jer der læser min blog.
Hvis bare én af jer, bliver inspireret er det helt fantastisk.
Tusind tak til alle jer som skriver til mig, det fylder mit hjerte at høre fra jer.
Så skriv meget gerne en hilsen, eller en besked fx via min facebook side.
Jeg vil så gerne høre om hvilken tanker I gøre jer, når I læser min blog.

Skriv gerne spørgsmål, ris og ros. I skal vide, at jeg værdsætter hver eneste hilsen.

Læs mere om mig og min krop her…

Del gerne. Sharing is caring <3Share on Facebook
Facebook
Pin on Pinterest
Pinterest
Email this to someone
email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *