Mig og min krop.

og om at leve med smerter

Hvad er det for noget med mig, min krop og kroniske smerter.
Hvorfor står der ”Jeg vil leve og ikke kun overleve” på forsiden af min blog.
Det kommer dette indlæg til at handle om.
Indsæt selv kaffe pauser 😉

Jeg har haft smerter siden teenage årene. Uden at komme nærmere ind på detaljer om alder, så er det over 20 år.

Det har været alt andet end nemt, at være så ung og så begrænset i min formåen. Det har været svært for mig at acceptere og det har været svært for omverden.

Smerter har ligesom altid været en del af mit liv. Jeg kan ikke huske en tid hvor de ikke har været der. Da jeg gik i folkeskolen, kunne jeg ikke være med på samme niveau som de andre. Jeg husker en gang vi skulle på cykeltur, kan ikke huske præcis hvor langt vi skulle cykle, men langt var det. Min far måtte komme og hente mig. Jeg lå i sengen en uge bagefter. Det var ikke forståelse jeg blev mødt med, da jeg kom tilbage.

Det værste var gymnastik timerne. Det står endda som note i mit karakterblad, at jeg ikke havde deltaget særligt meget i gymnastik. Jeg duede virkelig ikke til det. Jeg kunne ikke løbe særligt langt, jeg kastede vildt dårligt og mærkelig nok fik jeg altid fodbolden i maven.. eller i hovedet. Jeg begyndte ret tidligt, at få ondt ved at sidde stille i skolen. Så fik jeg en skrå pude, mindes ikke det hjalp synderligt. Jeg var 8 år, da jeg første gang var til kiropraktor.

Jeg går til lægen første gang med ledsmerter da jeg er omkring de 15 år. Heller ikke der, var det forståelse jeg mødte. Jeg spørger om der er noget jeg selv kan gøre, fx med kosten ”Du kan tage fiskeolie, men det hjælper dig ikke”. Så jeg accepterede mine smerter, at jeg måtte leve med dem, og med en masse piller. De næste 5 år, prøver jeg at passe ind. Jeg prøver at finde ud af hvad jeg kan blive. Lægen anerkender ikke mine smerter, men siger samtidigt at jeg nok skal finde et arbejde som ikke er stillesiddende og hvor jeg ikke skal bruge mine hænder.

Værsgo at gå ud i livet.

Jeg arbejder i nogle år på mine forældres virksomhed, med en drøm om at overtage den. Men det bliver for fysisk hårdt og jeg må finde en anden vej. Jeg bliver tilbudt praktik på en systue, og på trods af jeg aldrig havde siddet ved en symaskine, går det rigtig godt og jeg bliver tilbudt læreplads efter en uge. Der ved jeg godt, at jeg ikke kan holde til at sy hele mit liv, men tænker at hvis jeg gennemføre modelsyer uddannelsen, så kan jeg videreuddanne mig og af den vej finde en hylde, som ikke er så fysisk krævende, hvor jeg passer ind.

Det går faktisk rigtig godt. Jeg får rigtige gode karakter, elsker at sy og være kreativ. Men jeg slås rigtig meget med smerter, og efter 1½ år bliver jeg nødt til at sygemelde mig. Da er jeg i starten af tyverne.

Der starter et langt udrednings forløb. Jeg har haft psoriasis siden jeg var helt lille, men er vokset fra det. De kommer frem til at det er psoriasis gigt jeg har. Lidt efter kommer diagnosen fibromyalgi oveni. Den er på det tidspunkt, mildest talt ikke alment anerkendt. Jeg bliver nødt til at droppe min læreplads og drømmen.

Nu blev min nye virkelighed kontanthjælp, arbejdsprøvninger og evig skift af sagsbehandlere (nåede igennem 40 forskellige). Et utal af læge undersøgelser, og forskellige tests. Jeg var jo alt for ung til at have så ondt. Jeg kunne kun give dem ret. Jeg var faktisk også alt for klog, det kunne de jo se på mine arbejdspsykolog test. Jeg tror, de fleste vil give mig ret i at hvis man fx har et migræne anfald eller en omgang influenza så kan ens IQ være nok så høj, men man kan knapt stave til sit eget navn, når man er smerteplaget.

13 år på kontanthjælp, det er der ingen der bliver raske af. Tværtimod, angst og depression blev mine faste følgesvende.
(Det får sit eget indlæg en dag 😉 )

Jeg fik et forløb på en smerteklinik. Noget som jeg havde bedt om at blive henvist til for 15 år siden, men som lægen sagde ”der er flere års ventetid” så det ville han ikke. Men 2013 kom jeg det langt om længe. Der blev jeg tilknyttet en psykolog, diætist og en læge. Lægen sagde, at de piller jeg fik måtte jeg max tage 3 dage sammenhængende. Jeg havde taget dem i 1 ½ år!! Min egen læge havde bare udskrevet højere og højere doser. Det gik op for mig, at jeg var godt i gang med at ødelægge min krop. Jeg havde spist medicin i 20 år. Min krop var fyldt med giftstoffer. Med god sparring fra diætisten gik jeg over til stenalderkost. En ren og økologisk kost.(Senere vegetar“Vegetar. Hvorfor og Hvordan”) Jeg begyndte at læse om detox, kemi i hverdagen, syre/base osv. Jeg begyndte at tage ansvar for min krop. Den råbte og skreg om hjælp og jeg havde ignoreret den i rigtig mange år.

I dag er jeg på pension. Mange siger lidt hånligt ”Pension er den bedste smertestillende”. Ja, det er det. Jeg blev ikke rask eller smertefri den dag jeg fik pension, men jeg fik roen og jeg fik muligheden får at lytte til min krop ”Gå i seng og sov”. Efter at have ændret hele min livsstil i et år, begyndte jeg at trappe ud af medicinen. I dag lytter jeg. Jeg lytter hver dag, hvert øjeblik. Nogle dage så når min dyne slet ikke at blive kold, nogle dage er energien i top. De dage skal jeg ikke lytte, der skal jeg trække på erfaringerne, for hvis jeg bare flyver på den lyserøde energi sky, så lander jeg med et brag i min seng igen. Det er en balance, og den finder man kun ved at komme ud i yderpolerne og arbejde sig indad så pendulet ikke svinger så kraftigt, men bare rokker stille og roligt. Nogle gange så svinger det helt ud, uanset hvad jeg gør, og så synes jeg verden er møg uretfærdig. ”Gå i seng og sov.. NU!!”. Verden bliver bare et meget bedre sted at være, efter et par timers lur.

Jeg vil leve, ikke kun overleve.

Jeg har et langt liv foran mig. Jeg har en dag, jeg skal vågne op til hver dag. Den skal fyldes ud af noget som er meningsfyldt, så jeg kan gå i seng om aften kan tænke ”Det har været en dejlig dag”. Den eneste der kan fylde min dag, er mig selv.. og jeg bestemmer selv hvad jeg putter i den. Jeg kan vælge sofa modellen, eller jeg kan rejse mig op og tage ansvar for mit liv. Tage ansvar for at få det bedste ud af hver dag. Selvfølgelig havde mine dage, mit liv set helt anderledes ud hvis jeg ikke havde haft nogen begrænsninger. Men det har jeg, og jeg er kommet dertil hvor jeg ikke længere kan blive ved med at græde over alt det jeg ikke kan.

“Du kan, hvad du vil”

Nej, men jeg vil det, jeg kan !

Jeg har lært at værdsætte, alt det jeg kan. Faktisk kan jeg rigtig mange ting, jeg kan det bare ikke så længe af gange. Men så gør jeg det, så længe jeg nu kan. Jeg elsker fx at hækle. Det er temmelig hårdt for poterne (som er værst ramt, rimelig dårlig kombi, når man er et kreativ væsen). Nogle dage kan jeg måske kun i 5 minutter, men så gør jeg det. Og så er jeg glad for det. Jeg kan ikke mindes jeg er stoppet med noget, fordi jeg ikke gad mere. Jeg stopper altid pga. smerter. Det er alt fra have arbejde til at skrive dette indlæg, som er skrevet over lang tid. Men trods alt skrevet.

Og det er lige netop det, der er min pointe. Det er først når du giver op på forhånd, at livet stopper. Jeg er fx gået i gang med at hækle et tæppe… et tåbeligt projekt, men det havde jeg lyst til. Det lavet af små firkanter, så jeg får ret mange succes oplevelser, hver gang en firkant er færdig. Lur mig, om jeg ikke nok skal blive færdig en dag 😉
Tålmodighed er mit mellemnavn. At give op er ikke en mulighed jeg har.

”Jamen, vi kan da se på din blog, du laver alt muligt hele tiden??” Ja, det er rigtigt. Det kan I se. Det I ikke kan se, er hvor længe det har taget mig, hvor meget hjælp jeg har fået, hvor ondt jeg har haft og hvor meget jeg har været nødt til at vælge fra (I kan heller ikke se om jeg ligner en hængt kat bag skærmen 😉 ).

Når det lykkes mig at lave noget, der er værd at prale af, så praler jeg rigtig meget med det.. Til alt og alle som vil høre om det… For den følelse, er jeg nødt til at holde fast i, de dage hvor jeg ikke kan holde mine børn i hånden.

Mange siger til mig ”Jamen det kan du da lave og sælge” Nej, det kan jeg ikke, for det kræver jeg kan producere. Det kan jeg ikke, men jeg kan tage billeder og beskrive hvordan jeg gør. Og så kan jeg forhåbentlig inspirere andre til at være kreative. Min blog gør at jeg føler jeg kan bidrage med noget. Jeg har noget ud af huset kontakt. Jeg vågner stadig op til en dag, hver dag, som skal give mening.

Jeg vil LEVE og jeg vil leve godt, også selvom jeg er syg… Det er ikke noget jeg selv har valgt. Det er ikke en straf jeg har fået. Jeg vil ikke skamme mig over det.
Jeg er syg, ja. Jeg er på pension, ja.
Men jeg har ret til et godt og meningsfyldt liv.
Jeg har ret til at leve, ikke kun overleve.

Tak fordi du læste med. Du må meget gerne skrive en hilsen eller et spørgsmål i kommentar. Jeg elsker jeres feedback.
Både her, på FB og på IG.

Læs også gerne mit blogindlæg “Min træning”

Ha´en forsat fortryllende dag <3

Del gerne. Sharing is caring <3Share on Facebook
Facebook
Pin on Pinterest
Pinterest
Email this to someone
email

6 kommentarer


  1. // Svar

    Hej Pernille. Hvor er det et flot indlæg.Jeg har stort set fulgt dig siden du var barn, så jeg ved jo godt, hvordan du har det. Du har altid haft et fantastisk humør, jeg tror aldrig, at jeg har sit dig trist, du smiler altid fra “øre til øre” og har en rigtig god humor, som jeg tror, at du har arvet. Du er et dejligt menneske og har en dejlig familie. Knus Lene.


    1. // Svar

      Tak, Lene ?
      Det er fordi, at hvis ikke jeg kan smile, så bliver jeg som regel hjemme under dynen 😉


  2. // Svar

    Godt brølt min skat , en meget nøjagtig beskrivelse om hvordan man lever med smerter


  3. // Svar

    Sådan. Så godt skrevet ? og tak for dit mod til at dele din historie. Håber det vil inspirere andre i at holde fast og være åben.
    Knus ???


    1. // Svar

      Tak, Catharina <3 Det håber jeg også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *